Vores sejlads fra Hals til Grenå blev en rejse, vi sent vil glemme – ikke kun på grund af naturens kræfter, men især på grund af de følelser, der fulgte os hele vejen.
Tidligt om morgenen blev stemningen vendt på hovedet, da vi modtog den sørgelige besked, at Birthes far var gået bort i løbet af natten. Vi vidste godt, at han var syg, men vi havde ikke troet, at det skulle være nu. Det lagde en stille alvor over dagen, for det var hos ham, vi havde planlagt at tage et længere ophold, nyde nogle stille dage sammen og forkæle ham lidt.
Heldigvis havde vi talt med ham i telefon aftenen før. Han var altid interesseret i vores sejladser og planer. De samtaler har været en vigtig del af vores ture – og nu også en værdifuld sidste stund, vi vil huske længe.
På trods af sorgen blev vi enige om at fortsætte rejsen mod Nykøbing F. Vi forlod Hals lidt over klokken ni. Vinden var frisk, så vi satte sejlene, slukkede motoren og lod båden tage os frem over det urolige vand. Søen var grov, og vi måtte holde godt fast, men vinden bar os frem.
Der er noget særligt ved at være på vandet, når livet kræver eftertanke. Stilheden, rytmen, bølgernes bevægelser – det hele gav plads til minder, samtaler og tårer. Sejlbåden blev et rum for fordybelse, hvor vi kunne dele vores tanker og sorg i ro.
Ved halv fem-tiden lagde vi til i Grenå havn og fandt en god plads. Trods dagens følelsesmæssige tyngde var det en smuk og værdig afslutning på en etape, som vil stå særligt klart i vores rejsefortælling.
