I Göta kanalen sker der et lille skift midt i august. Den 14. er dagen, hvor man går fra at sluse både enkeltvis til at sende dem i konvojer – ganske enkelt fordi trafikken aftager. Dagen før havde vi fået en aftale om at komme med en konvoj omkring kl. 16 gennem den sidste sluse. Vi syntes egentlig, det var lidt sent, men det passede fint ind i planen.
Morgenen begyndte stille og roligt med kaffe, og vi besluttede, at der var et par ting, vi gerne ville nå. Som på resten af turen gennem Sverige stod rugbrødsbagning på programmet. Mens dejen hævede, fyldte vi vand på begge tanke efter at have skyllet Fru Bibi af. Derefter kom brødet i ovnen, og vi satte os igen med kaffen.
Pludselig lød klokken for en broåbning og slusning. Vi regnede med, at det var en rutebåd, men Finn gik alligevel op for at kigge. Til vores overraskelse var det en dansk sejlbåd, som var på vej ned mod det bassin, vi lå i. En hurtig snak med slusepersonalet afslørede, at de skulle ud i Vänern – og vi kunne komme med! Afgang om 10–15 minutter.
Nu blev der travlt: fortøjninger skulle ændres, landstrøm afkobles og alt gøres klar. Midt i det hele kiggede vi på hinanden og udbrød samtidig: “Rugbrødet i ovnen!”
“Vi tager det ud efter slusen,” sagde Birthe med et smil. “Det værste, der kan ske, er, at det bliver lidt ekstra bagt.”
Vi fulgte sejlbåden ind i slusen. Birthe fik en snak med besætningen, mens vandet blev lukket ud. De fortalte, at de dagen før var blevet forsinkede i sluserne og derfor havde fået lov at komme igennem kl. 10 – vores held!
Idet vi gled ud i Vänern, ringede telefonens stopur: Rugbrødet var færdigt! Vi satte kursen mod Mariestad i strålende sol og vindstille vejr. Strækningen er bred og åben med rolige vandflader, der på en stille dag kan ligne et spejl. Kystlinjen veksler mellem skovklædte strækninger og små, åbne pletter, og horisonten er vid og lys.
I Mariestad fandt vi en god plads i havnen, gjorde klar til frokost – og ikke mindst en velfortjent kajbajer. Vi talte om, hvordan en dag pludselig kan tage en helt anden drejning, og hvor heldige vi var at komme afsted tidligere end planlagt. Vi grinede ved tanken om, at der nok ikke er mange, der kan prale af at have bagt rugbrød midt i en slusetur. Det blev en dag, vi aldrig glemmer.
