Vi har boet og sejlet på Fru Bibi siden april, og efterhånden føles hun som et rigtigt hjem. Alt har kørt stille og roligt – lige indtil den dag, hvor vi skulle gøre os klar til vores barnebarns konfirmation. Midt i festforberedelserne begyndte gasalarmen pludselig at hyle højlydt. Det var et skingert bip, der straks fik pulsen op. Vi blev nervøse, lukkede hurtigt for gassen, åbnede luger og døre for at lufte ud – og så afsted til festen med en lille klump i maven.
Dagen efter gik vi i gang med at lede efter lækagen. Vi gennemgik alt, men fandt intet – alt var tæt. For en sikkerheds skyld skiftede vi dog alle gasslanger. Derefter gik månederne stille, uden alarmer, og vi tænkte, at det nok bare havde været et uheld.
Men så, en dag vi skulle til bisættelse og stod klar, nypudsede og i pænt tøj, lød alarmen igen. Samme skingre bip. Vi gentog proceduren – luftede ud, lukkede for gassen – og besluttede at kigge nærmere næste dag. Igen fandt vi intet. Det begyndte at føles næsten overnaturligt, som om båden drillede os.
Da det så skete en tredje gang her i efteråret, lige før vi skulle afsted igen, kunne vi næsten ikke tro det. Men denne gang lykkedes det os endelig at finde synderen: deodorant! Hver gang alarmen havde lydt, havde vi stået inde i salonen og sprayet os – i stedet for ude på toilettet, som vi plejer.
Vi lærte, at deodorantens drivgas snyder gasalarmen, og da vi testede det, gik alarmen straks i gang igen. Så nu ved vi det: ingen deodorant i salonen på Fru Bibi!
Vi kunne ikke lade være med at grine bagefter – lettede over, at det ikke var en rigtig lækage, og lidt stolte af at have løst mysteriet. Og så var der igen fred og ro ombord.
