Vi vågnede til en dejlig morgen, hvor solen allerede havde godt fat, og vi kunne se, hvordan træerne omkring os for alvor var begyndt at springe ud. Der var den dér lette fornemmelse af forår i luften, som man ikke kan tage fejl af.
Vi startede dagen med at kigge lidt nærmere på faciliteterne i Dyvig Bådelaug. Dyvig er noget helt særligt – en lille, næsten lukket vig med roligt vand, omgivet af bløde, grønne bakker og skov helt ned til vandkanten. Havnen ligger hyggeligt og beskyttet, og der er en stille stemning, som gør, at man automatisk taler lidt lavere og trækker tempoet ned. Det er sådan et sted, hvor man hurtigt kunne blive hængende lidt længere, end man egentlig havde planlagt.
Vi opdagede, at de havde marine-diesel til en, alt taget i betragtning, ganske rimelig pris. Da vi både havde brugt motoren en del undervejs og ikke mindst til at holde varmen i Fru Bibi, nikkede vi til hinanden – det gav god mening at tanke op, inden vi satte kursen videre mod “verdens ende” i Sønderborg.
Vi havde ellers leget med tanken om at blive liggende for anker i Dyvig, men vejrudsigten lovede op til 17 m/s i stødene dagen efter. Så vi blev enige om, at det nok ville være mest behageligt at ligge trygt i havn. Nogle gange er det nu rart at vælge det lidt mere bekvemme.
Vi satte fra kaj og fik snart sejlene op. En del af turen gik for sejl alene, og det var en fornøjelse at mærke båden arbejde roligt gennem vandet. Da vi nærmede os indsejlingen til Alssund, startede vi motoren. Farvandet her ændrer karakter – fra den åbne, rolige vig i Dyvig til det smallere og mere trafikerede sund. Alssund snor sig mellem Als og fastlandet, med grønne skrænter, små huse og enkelte bådebroer langs kysten. Vandet er roligere, men der er mere liv, og man mærker tydeligt, at man nærmer sig en by.
Vi gled stille sydpå gennem sundet, og efterhånden som Sønderborg kom tættere på, dukkede både, broer og byliv op omkring os. Der er noget særligt ved at sejle ind mod en by fra vandsiden – det giver et helt andet perspektiv.
Da vi nåede til “Verdens Ende”, fandt vi en god plads til Fru Bibi. Fortøjningerne kom på plads, det havde været endnu en god dag på vandet.
Så var det tid til frokost og en velfortjent kaj-bajer i solen, med udsigt ud over Alssund, hvor livet gled forbi i et roligt tempo. Det var som om, dagen lige fik lov at sætte sig – og vi gjorde det samme.
