Hals er en dejlig by, og havnen har en særlig plads hos os. For flere år siden var den vores hjemhavn, så dagen i går blev blandt andet brugt på hyggelige snakke med gamle sejler-venner. Det var dejligt at være tilbage og hilse på mennesker, vi har kendt gennem mange år.
Men nu var tiden kommet til den sidste del af togtet. Fra Hals skulle vi sejle mod Vestre Bådelaug i Aalborg – Fru Bibis og vores hjemhavn.
Ved nitiden smed vi fortøjningerne og sejlede ud af Hals Havn. Det var med lidt blandede følelser. Undervejs kom vi selvfølgelig til at snakke om alt det, vi havde oplevet, siden vi sejlede fra Aalborg den 15. april. Dengang var det tidligt forår. Træerne var knap sprunget ud, og hele sommeren lå foran os. Nu var det sensommer, kornmarkerne langs Limfjorden stod gule, og flere steder var høsten allerede i gang.
Vejret passede egentlig godt til den sidste tur. Det var tørt med sol og perioder med lidt skyer, og temperaturen steg gennem formiddagen til omkring 16-18 grader. Vinden kom fra vestlig retning og friskede efterhånden op, så vi havde omkring 5-8 m/s på dele af turen.
Fra Hals fulgte vi Limfjorden vestpå gennem det smalle farvand mellem Hals og Egense. Herfra fortsatte vi ind gennem den østlige del af Limfjorden, hvor landskabet ligger lavt omkring vandet, og markerne flere steder strækker sig næsten helt ned til fjorden.
Da vi kom til Mou, satte vi sejlene og standsede motoren. Det var dejligt, at den sidste tur hjem også kunne byde på rigtig sejlads. Fru Bibi fandt rytmen i vinden, og vi fortsatte vestpå for sejl. På en dag som denne kunne vi ikke lade være med at tænke på, hvor mange forskellige farvande Fru Bibi havde båret os igennem siden april – og nu sejlede vi igen i det farvand, vi kender så godt.
Efterhånden som vi nærmede os Aalborg, ændrede omgivelserne sig. De åbne marker og det lave fjordlandskab blev langsomt afløst af mere bebyggelse og industri. Ved Nordjyllandsværket tog vi sejlene ned og startede motoren. Herfra fortsatte vi mod Aalborg, mens byen langsomt kom tættere på.
Og så begyndte det altså at snurre lidt i maven.
Nu var vi næsten hjemme.
Omkring klokken ét kom vi gennem broerne i Aalborg. Da vi passerede den sidste bro og kunne se Vestre Bådelaug foran os, troede vi egentlig bare, at den sidste lille del af turen skulle sejles, og så skulle Fru Bibi fortøjres på sin plads.
Men sådan gik det ikke helt.
Inde på kajen stod nogle af vores sejler-venner med flag og tog imod os. Der var sågar én, der løb rundt med et flag. Vi blev fuldstændig overraskede. Efter alle de måneder på tur var det næsten surrealistisk pludselig at se vennerne stå der og byde os velkommen hjem.
Da vi kom hen til vores plads, stod sejler-venner og vennerne klar og hjalp os med fortøjningerne. Så kom krammene, spørgsmålene og de første små fortællinger om alt det, vi havde oplevet.
Og selvfølgelig skulle togtet afsluttes på den helt rigtige måde.
Det blev tid til en velfortjent kaj-bajer, og den ville Lone gerne give. Vi sad sammen med Lone og René og hyggede os på klubhusets terrasse, mens Fru Bibi igen lå fortøjret på sin plads i Vestre Bådelaug.
Dagens tur fra Hals til Aalborg blev på omkring 17 sømil. Men de sidste sømil føltes på en eller anden måde anderledes end alle de andre. Den 15. april sejlede vi ud i foråret uden helt at vide, hvad månederne foran os ville bringe. Nu kom vi hjem i sensommeren med posen fuld af minder og oplevelser.
Det var bare så hyggeligt at være hjemme igen.
