Hen over vinteren og foråret har Finn haft travlt med at vedligeholde og opgradere Fru Bibi. Blandt andet blev en dørkplade på toilettet udskiftet, og han har monteret motorer på lågerne ned til kistebænken i forkahytten – de var efterhånden blevet lidt tunge at håndtere, måske både på grund af lågerne og os selv, som jo heller ikke bliver yngre.
Vi har længe haft fornemmelsen af, at Fru Bibi lå for tungt bagtil. Det har vi nu fået udlignet ved at placere ekstra vægt i stævnen – nærmere bestemt 50 meter ankerkæde og en 120 liters vandtank under forkøjen. Det har gjort en mærkbar forskel.
Derudover blev der også sat nogle dage af til grundig udvendig rengøring og polering, så hun nu fremstår skinnende og velholdt.
En del af vinteren tilbragte Fru Bibi desuden i hal hos Dansk Marine Center Yachtværft, hvor hun fik ny bundmaling. Sidste år lavede vi nemlig den fejl at lade hende ligge i vandet mellem to lag light-primer uden at mellemslibe – noget ingen af os vidste var et problem. Men det er der nu rådet bod på, og Fru Bibi er igen helt klar til sejlsæsonen 2025.
Opret din egen hjemmeside med Webador