Endelig kom dagen, vi havde ventet på. Vi stod spændte på kajen med blikket rettet mod færgen. Og dér – i det fjerne – kunne vi pludselig se dem. Familien! Vi vinkede, de vinkede tilbage. Det var et rørende gensyn. Krammene var lange og varme, og vi kneb en lille tåre. Det var længe siden sidst.
Vi havde booket et værelse til dem på det hyggelige Casablanca Hostel, som lå lige i nærheden. Kort efter mødtes vi igen – denne gang ombord på Fru Bibi. Her startede vi besøget med manér: en flaske champagne blev sableret, og stemningen var høj. Finn fik sin fars-dags gave, og Birthe modtog en lille “minde-gave” med stor glæde.
Senere tog vi en tur ind til byen for at spise sammen – latter og samtaler flød frit over middagsbordet.
Lørdagen begyndte med en frisk løbetur, efterfulgt af fælles morgenmad ombord. Solen skinnede, og vi gik en tur på øen og ned til stranden, hvor vi nød det klare vand og den friske luft. Vi spiste vores medbragte frokost i et hyggeligt sted på havnen. Om eftermiddagen lejede vi en golfbil og kørte øen rundt – et lille eventyr i sig selv.
Sidst på eftermiddagen samledes vi på stranden med øl, drinks og badning, inden vi fejrede Birthe med fødselsdagsmiddag på AltGot. En aften fyldt med god mad, latter og kærlighed. Tilbage på Fru Bibi var der fødselsdagsgaver og drinks serveret af Birthe. Dagen blev rundet af i Casablanca Hostels opholdsstue, hvor vi sad med rødvin og øl og lod aftenen smelte ud i natten.
Næste morgen samledes vi igen – denne gang i havnens sejlerstue til morgenmad. Stemningen var rolig og kærlig. Vi snakkede, grinede og nød de sidste timer sammen.
Lidt før klokken tolv sagde vi farvel ved færgen. Farvelkrammene var ekstra lange denne gang. Tårerne pressede sig på, og vi vidste, at det ville vare længe, før vi så hinanden igen.
Efter de var taget afsted, satte vi os og talte om besøget. Vi var enige – det havde været helt fantastisk. Man kunne ikke ønske sig det bedre. Og vi blev også enige om én ting: Sommertogtet skal byde på noget særligt, så afsavnet bliver dét værd.
