Vi havde egentlig planlagt at lægge fra kaj ved Anholt omkring middagstid, men allerede klokken ni havde vinden lagt sig så meget, at vi besluttede at drage afsted tidligere. Allerede mens vi gled ud af havnen, blev sejlene sat – vinden var god, men søen var grov. Bølgerne rullede tungt, og båden dansede rytmisk over havet.
Mens vi sejlede, faldt samtalen på Anholt Havn – et sted helt særligt. Den er nærmest udelukkende benyttes af gæstesejlere og fremstår utroligt velholdt, nærmest som en lille hemmelig oase i Kattegat.
Efter tre timers sejlads begyndte vores ekkolod pludselig at vise fejl – 31 meter, fast, uanset hvor vi sejlede. Det blev det ved med resten af turen, som en blind passager uden sans for virkeligheden.
Da vi havde været under sejl i omtrent fem timer, løjede vinden af og skiftede retning så den kom bagfra. Vi tog forsejlet ind og måtte starte motoren for at holde fart. I det øjeblik vi nærmede os Øresund, lagde vinden sig helt. Stilheden var næsten uhyggelig, og motoren måtte klare resten af turen.
Så, som et eventyr i horisonten, dukkede Kronborg op. Der er noget næsten magisk ved at se slottet tone frem – vi blev enige om, at enhver sejler må føle det samme. Det er som om fortiden hilser én velkommen hjem.
Klokken nærmede sig 19:30, da vi nåede Helsingør Havn. Der var godt fyldt op, men heldigvis var nogle venlige mennesker hurtige til at kalde os hen og pege på en ledig plads, som ville være fri til sidst på søndagen. Vi manøvrerede forsigtigt ind – uden fungerende ekkolod føltes det lidt som at sejle i blinde.
Fru Bibi blev fortøjret sikkert, og vi kunne endelig sætte os ned med en velfortjent kaj-bajer. Trætte, salte og tilfredse – sådan som man kun kan være efter en lang dag på havet.
