Vi kastede fortøjningerne ved halv seks tiden i det dæmpede morgenlys. Limfjorden lå stille og grå, som om den stadig sov, og vi vidste egentlig godt, at jernbanebroen først åbnede klokken seks. Alligevel lå der en stille forventning i os – måske kunne vi være heldige.
Vi satte broflaget og gled roligt frem mod broen. Så skete det – jernbanebroen begyndte at åbne allerede kvart i seks. Vi kiggede på hinanden og kunne ikke lade være med at smile. Vi sejlede Fru Bibi igennem, og pludselig var vi foran tidsplanen.
Kort efter lå vi klar ved trafikbroen, som åbnede præcis klokken seks, og i det øjeblik føltes det som om, eventyret for alvor begyndte.
Vi satte sejlene og sejlede ud gennem Limfjorden mod Hals. Strækningen mellem Aalborg og Hals er noget særligt – fjorden snor sig bred og rolig, med lave bredder og åbne vidder. Der er en ro her, som er svær at forklare. Undervejs så vi store flokke af gæs, der trak mod øst højt over os, som små bevægelige mønstre på himlen.
Vi talte længe om den der særlige følelse ved at tage afsted – forventningen, der næsten sitrer i kroppen. Og omvendt, hvordan man vender hjem igen, helt mæt af oplevelser. Tankerne gled også tilbage på ugen op til afgang. Den havde været hektisk. Stormen havde drillet og forsinket vores klargøring, og endnu engang blev vi mindet om, hvordan vind og vejr altid sætter dagsordenen – noget vi både elsker og hader som sejlere.
Vi tænkte også på den hyggelige eftermiddag i Vestre Baadelaug til standerhejsning, snakken med sejlernaboerne, og den gode aften med venner. Og ikke mindst afskeden – vores børn og børnebørn, der alle kom forbi for at ønske os god tur. Det gav en særlig ro at have det hele med i rygsækken.
Da vi rundede Hals og kom ud i Kattegat, ændrede alting sig. Vinden blev helt rigtig, og Fru Bibi gjorde det, hun er bedst til – hun sejlede.
Vi satte kursen tværs over mod Djurslands nordøstlige hjørne. Kysten derovre er rå og smuk på sin egen stille måde. Fra nordøstspidsen og ned mod Grenå strækker kysten sig med lave skrænter, åbne marker og lange strande. Her er ikke så meget larm – bare vind, vand og den der fornemmelse af plads.
Hen på eftermiddagen klarede vejret op. Det grå forsvandt, og solen brød igennem og varmede overraskende meget. Det var som om hele turen skiftede stemning i det øjeblik.
Klokken kvart i fem gled vi ind i Grenå og fortøjrede Fru Bibi. Alt var faldet på plads. Vi satte os i cockpittet med en velfortjent kaj-bajer i hånden, lod solen varme os og mærkede trætheden blande sig med tilfredsheden.
Vi var afsted. Og det føltes helt rigtigt.
