Fra Grenå til Ebeltoft Vig

Offentliggjort den 16. april 2026 kl. 21.16

Efter en formiddag med hygge i Grenå – hvor vi både havde gang i surdej (Petra) og fik lavet en portion salte mandler i air fryeren – var det tid til at komme videre. Vi kastede fortøjningerne kvart over ét og satte kurs mod Ebeltoft Vig, hvor vi ville ligge for anker natten over.

 

Lige uden for Grenå Marina satte vi sejl, og det blev en rolig og behagelig tur sydpå langs Djurslands kyst. Kysten er ret flad i starten med lange sandstrande og spredte sommerhuse, men efterhånden som man kommer længere ned, bliver landskabet mere kuperet.

 

Vi passerede Hjelm, som ligger tydeligt ude i vandet og er et godt pejlemærke på turen. Undervejs mødte vi kun ét enkelt sejlskib – det er jo stadig tidligt på sæsonen, så der var god plads på vandet.

 

Senere begyndte bakkerne ved Mols at dukke op, og man kan se, hvordan landskabet ændrer sig ind mod Ebeltoft.

 

Omkring halv syv fandt vi en plads lige uden for Ebeltoft Skudehavn og kastede anker. Ankervagten blev sat på telefonen, og så var det tid til en anker-bajer, mens vi nød roen ombord.