Efter nogle hyggelige dage i Aarhus, hvor vi både havde haft besøg af vores barnebarn Oliver og været rundt hos familie, og også haft en dag hvor vi bare osede lidt rundt i byen, var det tid til at komme videre. Vi kastede fortøjningerne ved 8-tiden med kurs mod Middelfart, hvor planen var at ligge for anker.
Da vi sejlede ud af Aarhus havn, satte vi sejl, og det blev igen en tur, hvor vi sejlede for både sejl og motor. Vejret var næsten stille, solen stod pænt over vandet, og der var den der rolige stemning ombord, hvor man bare nyder at være afsted.
Kysten fra Aarhus ned mod Hou er blid og grøn, med lave skrænter, små strande og spredte sommerhuse. Det er ikke dramatisk, men roligt og genkendeligt – sådan en strækning hvor man bare lader blikket glide langs land og lader tankerne følge med.
Da vi nåede Hou, drejede vi ind for at tanke diesel. Men der ventede en lille skuffelse – anlægget var lukket på grund af arbejde. Vi knurrede lidt for os selv og trak på skuldrene. Det var trods alt godt, at vi ikke var ved at løbe tør.
Vi fortsatte sydpå, og kysten ændrede stille karakter. Fra Hou og ned mod Lillebælt blev landskabet lidt mere varieret, med vekslende marker, små skove og enkelte byer langs vandet. Det hele gled forbi i et roligt tempo, mens vi holdt kursen og nød det gode vejr.
Da vi nåede ind i Lillebælt, blev vi mødt af liv i vandet. Flere marsvin dukkede op omkring os, kortvarigt synlige før de igen forsvandt under overfladen. Birthe forsøgte ihærdigt at få et billede, men de var hurtigere end kameraet – vi måtte nøjes med oplevelsen, som alligevel var fin.
Lillebælt er noget særligt – strømmen kan mærkes, og vandet virker levende på en anden måde. Da vi drejede ind i Fænøsund, blev det hele lidt smallere og mere beskyttet, med skovklædte bredder tættere på. Her havde vi planlagt at ligge for svej eller anker.
Men der var endnu ikke lagt ankerbøjer ud, så vi sejlede stille rundt for at finde et godt sted. Og så – lidt for pludseligt – ramte vi bunden. Fru Bibi gyngede ret voldsomt, og vi så på hinanden. Finn havde haft lidt for travlt med at finde den perfekte plet og glemt at holde øje med dybden.
Efter et par minutter fik vi hende fri igen, men så kom næste overraskelse: alarmen for vand i bunden gik. Vi nåede lige at få pulsen lidt op, inden vi besluttede os for at sejle ind i havn og finde ud af det i ro og mag.
Vel fremme i Middelfart Lystbådehavn fik vi undersøgt sagen. Det viste sig heldigvis at være en lille utæthed ved pumpen til holdingtanken – der var over tid dryppet en smule vand, måske en deciliter, som netop havde ramt føleren, da vi stødte på grund.
Vi åndede lettet op. Det var næsten lidt pudsigt – havde vi ikke ramt bunden, havde vi måske ikke opdaget det lige med det samme. Vi kunne ikke lade være med at smile lidt af det hele.
Godt trætte satte vi os i cockpittet og nød en velfortjent kaj-bajer. Solen var stadig fremme, og der sænkede sig en ro over os. Vi var fremme klokken 18:30, og selvom turen havde budt på lidt af hvert, var det præcis sådan en dag på vandet, vi tager med os.
