Efter morgenkaffen fik vi sagt farvel til havnemesteren i Wassersleben, som ønskede os god tur videre på vores eventyr. Ved halv ti tiden kastede vi fortøjningerne og satte kursen mod Maasholm, som ligger lige øst for Kappeln ved indsejlingen til Slien – en smal fjordarm, der snor sig ind i landet.
Det blev en dag med næsten ingen vind, så motoren måtte gøre det meste af arbejdet, men solen skinnede fra en skyfri himmel. Inde i Flensborg Fjord kunne vi tydeligt se, hvor meget foråret havde taget fat – kysterne stod i friske grønne nuancer, og det hele virkede pludselig mere levende. Vi sad længe og kiggede ind mod land og nød roen.
Lige da vi kom ud af fjorden, blev vi mødt af noget helt særligt. En flok marsvin dukkede op omkring os, og de opførte sig næsten som små delfiner. Vi kunne se dem lige under overfladen, hvor de svømmede målrettet mod Fru Bibi, for så at dreje af i sidste øjeblik – måske en halv meter fra stævnen. Vi kunne ikke lade være med at smile, det var et marsvin-show af den slags man husker.
Vi fortsatte mod øst langs kysten. Landskabet ændrede sig stille fra de bløde fjordkyster til mere åbne stræk med lave klinter, marker og små strande. Indsejlingen til Slien ved Kappeln er smal og rolig, og herfra bliver det hele mere beskyttet. Vandet flader ud, og kysten ligger tættere på med siv, små huse og bådebroer, der giver en helt særlig stemning.
Da vi nåede Maasholm, fandt vi en rolig vig og kastede anker. Solen stod stadig højt, og ved 16-tiden satte vi os godt til rette i cockpittet. En kold anker-bajer blev åbnet, og vi lænede os tilbage.
Det var en af de dage, hvor det hele bare gik op i en højere enhed – stille vand, sol i ansigtet og gode oplevelser i bagagen.
