Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag og aften for anker ved Maasholm. Petra, vores trofaste surdej, blev rørt sammen igen, og senere sad vi i cockpittet med et glas rosé, mens solen langsomt gik ned. Rundt om os lå efterhånden en 10 både for anker, og der var en stille summen af liv – det er noget særligt at dele sådan en aften med andre sejlere, uden at sige ret meget.
Næste morgen vågnede vi til høj sol og helt stille vejr. Vandet lå nærmest som et spejl, og vi blev siddende længe over kaffen og nød roen. Det var en af de morgener, hvor vi ikke havde travlt nogen steder hen.
Lidt før klokken 11 lettede vi anker og satte kurs ind i Slien mod Kappeln. Turen fra Maasholm og ind gennem Slien er noget helt særligt. Det smalle farvand snor sig roligt ind i landskabet, omgivet af grønne enge, små bakker og siv langs bredden. Her og der ligger små huse og bådebroer, og det hele føles fredeligt og lidt tidløst – som om tempoet automatisk falder et gear.
Vi var dog langt fra alene. Bådene lå nærmest som perler på en snor ind mod Kappeln, og der var liv overalt. Senere fandt vi ud af, at det var 1. maj – “Tag der Arbeit” i Tyskland – så mange havde fået samme gode idé som os.
Da vi nærmede os broen i Kappeln Klapbro, blev tempoet sat helt ned. Det er en gammel klapbro, der åbner på faste tidspunkter, og den er en slags flaskehals for al trafikken på Slien. Vi lå og “væltede” rundt sammen med en god håndfuld andre både i små 10 minutter, inden broen endelig gik op. Klokken blev 11:45, før vi kunne glide igennem.
Lige på den anden side fandt vi en fin plads ved Arnisser Segel-Club. Vi fortøjede Fru Bibi, kiggede på hinanden og kunne ikke lade være med at smile – det havde været endnu en dejlig, stille formiddag på vandet.
Så var det tid til frokost og en velfortjent kaj-bajer i solen.
