Efter morgenmaden og en god kop kaffe smed vi trosserne i roligt tempo. Ude foran broen lagde vi os og ventede, og præcis klokken 8:40 gik den op. Denne morgen var der ikke det store rykind, så vi gled stille igennem uden stress. Disen lå som et tyndt tæppe over vandet, og sigten var begrænset – verden føltes lidt mindre, lidt mere stille.
Vi drejede ind mod Maasholm for at tanke, som vi havde fået det gode råd hjemmefra: “Er det muligt at tanke – så gør det.”
Maasholm lystbådehavn ligger hyggeligt og lidt beskyttet inde i Slien, med en rolig stemning og praktiske faciliteter. Det er sådan et sted, hvor tingene bare fungerer, og hvor man hurtigt får klaret det, man skal – uden så meget ståhej.
Med tanken fyldt satte vi kursen ud på Østersøen mod Kiel. Disen hang stadig tungt, og vi var glade for radaren – den giver en særlig ro, når horisonten næsten er væk. Det meste af turen foregik for sejl, med motoren som en trofast hjælper.
Først da vi nåede ind i Kieler Förde, begyndte disen at lette. Langsomt dukkede kysten op på begge sider, og fjorden åbnede sig med sine brede indsejlinger, grønne bredder og den velkendte blanding af fritidssejlere, færger og større skibe. Det er et levende farvand, hvor der altid sker lidt.
Lige inden vi rigtig kom ind, måtte vi ændre kurs – der var kapsejlads i gang. Bådene lå tæt og arbejdede koncentreret, så vi holdt pænt afstand og lod dem få deres bane. Vi kunne ikke lade være med lige at følge lidt med – der er noget særligt over kapsejlads i fuld gang.
Turen fortsatte ind mod Sporthafen Düsternbrook, hvor vi fandt en plads markeret med grønt. Men da vi kom helt hen til kajen, viste det sig, at den kun var ledig for en enkelt dag, så vi flyttede Fru Bibi videre til en ny plads. Sådan er havnelivet – lidt fleksibilitet, og så går det hele alligevel.
Efter at have meldt vores ankomst til havnemesteren og fået styr på fortøjningerne, satte vi os i cockpittet med en velfortjent kaj-bajer. Vi var i havn ved halv tre-tiden.
Kiel havn er livlig – færgerne går tæt, og der er en konstant bevægelse af skibe ind og ud. Det giver lidt uro i vandet og en summen i luften, men også en særlig energi, som vi egentlig godt kan lide.
Tidligere på dagen, mens vi stadig var ude på det disede hav, ringede vi til Finns søster og sang fødselsdagssang for hende. Det føltes lidt sjovt at stå der midt på Østersøen og fejre fødselsdag over telefonen – men også helt rigtigt.
Nu ligger vi godt fortøjet, lidt trætte på den gode måde, og nyder roen efter dagens sejlads.
