Sejltur med Fru Bibi – til Garnwerd

Offentliggjort den 25. juni 2026 kl. 16.11

I går eftermiddag havde vi kontakt med havnemesteren i Jachthaven Oosterhaven i Groningen. Hun er virkelig en havnemester, der ved hvad hun taler om. Vi havde egentlig talt om at sejle til Groningen i dag, men hun forklarede, at det ikke var nogen god idé. En sluse på ruten er under vedligeholdelse og åbner først klokken 17.30, og når man så er kommet igennem slusen, er broerne i Groningen allerede lukket.

 

Broerne bliver lige nu lukket klokken 14 på grund af varmen. Det viser endnu engang, at det godt kan betale sig at tale med nogen med lokalkendskab. Derfor er planen nu at sejle til Groningen lørdag formiddag. I weekenden åbner slusen normalt, og så regner vi med at kunne komme igennem broerne, før de eventuelt lukker på grund af varmen.

 

I dag sejlede vi til Garnwerd aan Zee i Garnwerd, en lille hyggelig havn, som Birthe lagde mærke til, da vi kom forbi i maj. Vi vil gerne være i havn i morgen, hvor vejrudsigten siger over 40 graders varme i Groningen og “kun” omkring 37 grader her.

 

Vejret i dag var heldigvis noget mere behageligt. Der var gråvejr og omkring 22 grader, hvilket passede os fint efter den meget varme dag i går.

 

Sejladsen fra Barnegaten til Garnwerd går gennem et fladt landbrugsområde med marker på begge sider af kanalen. Selvom det kun er et par måneder siden, vi sejlede her sidst, kunne vi tydeligt se forskel. Kartoflerne stod nu flot på de store marker, og flere steder var der kommet åkander i kanalen.

 

Da vi kom frem, stod der straks en mand på broen og spurgte, om vi ville have en plads. Det ville vi gerne. Han spurgte, hvor dybt Fru Bibi stikker, og vi svarede cirka 1,9 meter. Han fortalte, at pladserne var 1,8 meter dybe, men at der var mudder i bunden.

 

Vi besluttede at prøve alligevel. Det gik fint, selvom Fru Bibi blev lidt tung at danse med på vej ind. Ekkoloddet viste minus 10 centimeter under kølen, men vi kom sikkert på plads.

 

Garnwerd er en lille landsby med omkring 500 indbyggere. Den er især kendt for sin gamle kirke på en kunstig høj og for den populære kanal, som mange fritidssejlere og cyklister kommer forbi. Havnen er ikke stor, men den er hyggelig og et godt sted at vente et par dage.

 

Kort efter vi var fortøjet, fik vi frokost ombord efterfulgt af en kold kaj-bajer. Nu nyder vi en stille eftermiddag og er godt tilfredse med at være kommet i havn, inden næste dag med hede rammer.