I går fandt vi ud af, at broer i Holland ikke altid gør, som de skal. Vi havde allerede ligget flere dage i Groningen, fordi Driebondsbrug var gået i stykker. Hver morgen var det blevet en fast rutine at spørge Christa Beuker, havnemesteren i Jachthaven Oosterhaven, om der var nyt. Svaret havde indtil nu været det samme – der var desværre ingen nyheder.
Men så skete der endelig noget.
Vi kunne se, at Christa stod i en længere snak med en hollandsk sejler. Det viste sig, at han skulle samme vej som os og kendte nogle af de folk, der arbejdede med den defekte bro. Han havde fået besked om, at de ville forsøge en teståbning omkring klokken syv om aftenen. Der havde godt nok været problemer tidligere på dagen, men måske lykkedes det denne gang.
Vi blev hurtigt enige om, at vi ville være klar. Hvis broen åbnede, gjaldt det om at komme med, for ellers var der risiko for at blive lukket inde mellem flere broer. Derfor kastede vi fortøjningerne klokken tre og sejlede afsted.
Da klokken nærmede sig syv, lå fire både side om side og kiggede spændt op mod broen. Pludselig gik bommene ned, trafikken stoppede, og forventningerne steg. Men glæden varede kun få sekunder. Bommene gik op igen, og bilerne fortsatte, som om intet var hændt.
Kort efter kom den hollandske sejler hen til os med et lidt opgivende smil. Det var ikke lykkedes. Nyt forsøg næste dag klokken 10.30.
Vi måtte erkende, at der ikke var andet at gøre end at finde et sted for natten. Valget faldt på Groninger Motorboot Club, som viste sig at være en ganske fin havn til en enkelt overnatning. Den hollandske sejler lagde sin båd langs kanalen, men vi ville hellere ind i havnen. Det gav til gengæld tid til en hyggelig snak med ham.
Han fortalte, at broerne omkring Groningen slet ikke var bygget til de temperaturer, Holland oplever i dag. Han kunne ikke huske nogensinde at have set så mange problemer med broerne, og han var overbevist om, at klimaforandringerne havde en stor del af skylden. Det gav stof til eftertanke. Vi havde aldrig forestillet os, at klimaforandringerne en dag skulle blive en helt konkret udfordring på vores egen sejlads.
Næste morgen var vi igen tidligt på plads. Allerede ved nitiden lå vi sammen med en række andre både og ventede. Da klokken blev præcis 10.30, skiftede lyssignalet. Broen gjorde klar til åbning.
Der blev helt stille.
Alle holdt vejret.
Og så skete det. Broen begyndte langsomt at løfte sig.
Et lettelsens suk bredte sig blandt bådene, og kort efter kunne vi endelig sejle igennem. På den anden side ventede en lige så lang række både, som havde ventet tålmodigt på at komme den modsatte vej. Det var tydeligt, at vi ikke havde været de eneste, der havde fulgt spændingen omkring Driebondsbrug.
Sejladsen videre mod Delfzijl blev en flot tur gennem de brede hollandske kanaler. Landskabet skiftede mellem grønne enge, lange sivbræmmer, små landsbyer og industriområder, hvor store fragtskibe og fritidsbåde delte vandvejen. Kanalerne virker næsten som landets hovedveje, og der er hele tiden noget at kigge på.
Vejret kunne heller ikke helt bestemme sig. Solen tittede frem det ene øjeblik, mens mørke skyer samlede sig det næste. Det holdt heldigvis tørt det meste af dagen, men flere gange kunne vi se tordenbyger hænge ude i horisonten. Det gav himlen et dramatisk udtryk, mens vi sejlede videre i roligt tempo.
Vi havde aftalt, at den hollandske sejler skulle sejle forrest. Det var en god løsning, for brovagterne havde noget lettere ved at forstå hans hollandske over VHF’en end vores forsøg på at udtale navnene på broerne. Det sparede os sikkert for et par misforståelser, og resten af broerne gled uden problemer.
Lidt før slusen ved Delfzijl drejede vores hollandske ven fra. Vi vinkede farvel og ønskede hinanden god tur videre. Det er lidt pudsigt, hvordan man på ganske få timer kan møde mennesker, som gør en forskel på rejsen.
Slusen i Delfzijl er stor og overskuelig, og snart efter kunne vi fortsætte det sidste stykke til Jachthaven KZ & RV Neptunus.
Lidt før klokken to fortøjrede vi. Efter flere dages venten var vi endelig kommet videre. Det måtte selvfølgelig fejres på den eneste rigtige måde – med en iskold kaj-bajer i cockpittet. Vi lænede os tilbage, nød stilheden og kunne ikke lade være med at smile. Nogle sejldage handler om mange sømil. Andre handler mest om tålmodighed. Denne dag bød heldigvis på begge dele.
