Da vi besluttede, at Fru Bibi skulle overvintre i vandet, havde vi ikke helt forestillet os, hvad der ventede os. Vinteren bed fra sig med frost og sne, og før vi vidste af det, lå vi fastfrosset i isen. Vi gav et par forsigtige ryk i fortøjningerne undervejs – men der var ingen tvivl. Hun sad urokkeligt fast.
Det var en lidt særlig følelse at gå ned til båden og se hende ligge der, fanget i isen. Stille.
Da isen endelig begyndte at slippe sit tag, kunne vi ane, at den havde sat sine spor. Små ridser i bundmalingen dukkede frem langs skroget, og vi kunne ikke lade være med at spekulere på, hvor meget det egentlig havde kostet. Samtidig var vi spændte på noget helt andet – hvor slemt stod det til med begroning efter et helt år i vandet?
Mandag den 16. marts var dagen kommet, hvor Fru Bibi skulle på land. Vi stod klar ved kranen klokken 11, lidt spændte og med blikket rettet mod bunden, efterhånden som hun blev løftet fri af vandet.
Og sikke en overraskelse.
Der var ganske vist nogle mindre ridser ned til tiecoaten – og en lidt større i stævnen, tydeligt fra isen. Men ellers… næsten ingenting. Ingen begroning, ingen ruer der sad fast – kun lidt slim og en enkelt løs rue, som vi nærmest kunne knipse væk med fingeren.
Vi kiggede på hinanden og kunne ikke lade være med at smile. Det her var jo præcis det, vi havde håbet på – og måske endda lidt bedre.
Hempels Silic One havde virkelig leveret varen. Efter et helt år i vandet – og endda en vinter, hvor båden havde været frosset fast i is – stod bunden stadig så ren og glat, at det næsten var svært at tro. Det giver en helt særlig tryghed at vide, at man kan stole på sin bundmaling, selv under så barske forhold.
Så nu står den på en smule udbedring, med Silic One, hvor isen har været hård ved os.
Vi kunne ikke lade være med at tænke, at det her valg af bundmaling har gjort livet ombord lidt nemmere. Mindre arbejde, mindre bekymring – og mere tid til det, det hele handler om.
At komme ud at sejle. ⚓
