Som mange sikkert har hørt, har Birthe valgt at tage hul på et helt nyt kapitel i livet: hun er stoppet i marinebutikken for at blive sejler på fuld tid – sammen med Finn. Et modigt og inspirerende skridt, som hun havde tænkt meget over, før det blev en realitet. Her deler hun nogle af sine overvejelser og erfaringer med livet som moderne nomade i egen båd.
Tanker før farvel:
En af de største overvejelser for Birthe var, om hun kunne undvære den tætte kontakt med sine børn og børnebørn. Men hele familien bakkede op om beslutningen og gav hende ro i maven til at følge drømmen.
Derfor skulle det være nu:
Efter mange år i butikken var energien begyndt at slippe op, og Birthe mærkede de første tegn på stress. Det var tid til at tage sig selv alvorligt. At sejle fuldtid kræver nemlig både overskud og godt helbred – og det var vigtigt for hende at tage springet, mens begge dele stadig var i behold. Det handlede også om at finde mere tid til bare at være Birthe – og til at dyrke tosomheden med Finn. Hun havde håbet at tilbringe mere tid i Nykøbing F. for at forkæle sin far, men desværre nåede han at gå bort, før det blev muligt.
Hvordan ser hverdagen så ud som sejler?
Det spørgsmål hører hun ofte. Og svaret? Dagen fyldes hurtigt med liv. De sejler naturligvis – men stopper også ofte op for at udforske nye steder. En løbetur om formiddagen er en herlig måde at opleve nye byer på. Og når båden glider afsted, finder strikketøjet ofte frem. Der bliver hygget, snakket og delt mange gode stunder med Finn. Undervejs møder de også nye mennesker og interessante skæbner – det er en livsstil fuld af frihed, ro og nærvær.