En lille sejlertur til S/K Lynetten

Offentliggjort den 29. juni 2025 kl. 16.59

Efter nogle hyggelige dage i Svanemøllen Havn besluttede vi os for at udforske lidt mere af København fra søsiden. Vejrudsigten lovede mere vind senere på dagen, så vi lagde tidligt fra kaj og satte kursen mod Margretheholms Havn og S/K Lynetten.

 

Sejlturen var kort, kun omkring fem sømil, og vi nød den stille morgen på vandet. Da vi nåede broen ind til havnen, var vi heldige – broen står nemlig altid åben i weekenderne, så vi kunne bare glide stille og roligt igennem.

 

Vel ankommet fandt vi hurtigt en god plads til Fru Bibi, og da fortøjningerne var fastgjort, var vi alle enige om, at vi havde fortjent en lille kaj-bajer. Med en kold øl i hånden og udsigt til de rolige både i havnen kunne vi læne os tilbage og glæde os til resten af dagen i nye omgivelser.