En tidlig morgen mod Sverige

Offentliggjort den 1. juli 2025 kl. 16.59

Vi havde sat vækkeuret til meget tidligt – klokken fem ringede det, for nu skulle vi til Sverige. Margretheholmsbroen var kun åben til klokken syv, og vi skulle også nå at tanke diesel først. Det var en smuk og næsten vindstille morgen, og mens vi sejlede ud på Øresund, fik vi øje på en hel række lastbiler. De stod næsten som en kolonne og ventede på, at Margretheholmsbroen skulle lukke, så de kunne komme videre med jord, der graves ud i forbindelse med tunnelbyggeriet.

 

Uden for lufthavnen kunne vi se flyene lette – de kom hurtigt efter hinanden, næsten som perler på en snor. Da vi var kommet over Øresund, gik turen videre gennem Falsterbokanalen. Her var vi heldige, for broen åbnede lige som vi ankom, og vi sejlede igennem sammen med syv andre skibe.

 

Efter kanalen kom vi ud i Østersøen, hvor vinden tog til, så vi kunne sejle både for sejl og motor. Lidt over klokken 13 ankom vi til Trelleborg, nærmere bestemt Gislövs havn – en hyggelig, lille havn. Vi fandt en god plads og kunne endelig nyde en velfortjent frokost med en kaj-bajer i solen.

 

Falsterbokanalen

Falsterbokanalen er en smal kanal, der forbinder Øresund med Østersøen gennem Falsterbohalvøen i det sydvestlige Skåne. Kanalen blev bygget for at give skibe en sikker og hurtigere passage, så de kan undgå det strøm- og vindudsatte farvand rundt om Falsterbo rev. En klapbro fører over kanalen og åbner for skibstrafik flere gange dagligt.