Efter et par dage med kraftig blæst og regn, så vejret endelig ud til at være med os igen. Vi sejlede ud fra Oskarshamn ved sekstiden om morgenen i fint, let blæsevejr. Men ude i Kalmarsund tog vinden hurtigt til, og bølgerne blev stejle og krappe. Motoren måtte klare det hele, bølgerne gjorde at vi tabte fart – Fru Bibi gik langsomt men sikkert fremad.
Et par timer senere gled vi ind i skærgården, hvor vind og bølger lagde sig som ved et trylleslag. Skærgården ved Västervik viste sig fra sin bedste side med grønne klippeøer, små bugter og en ro, der kun blev brudt af fugleliv og klukken fra båden.
Vi nåede den lille havn Solbergsudde, en skjult perle sydøst for Västervik, ved 14-tiden. Her fandt vi hurtigt en god plads, og snart sad vi med en kold kaj-bajer i hånden, mens vi så ud mod en lille ø, der bliver kaldt Holiday Island. En dag med vind, sol og hundredevis af både – præcis som en sommerdag i skærgården skal være.