Dagen begyndte stille og roligt ved Norsholm, hvor vi havde lagt til natten over. Slusen åbnede lidt over klokken otte, men jernbanebroen – som også skal op – ville først åbne omkring klokken ni. For at være klar i god tid sejlede vi stille og roligt over til slusen og lagde os til ved kvart i ni.
I slusen lå allerede en engelsk båd og ventede – også de på jernbanebroen. Da broen endelig gik op, fik de lov at sejle videre, og så blev det vores tur. Sammen med os blev en lille dansk båd og en svensk båd i samme størrelse som Fru Bibi lukket ind. Slusen i Norsholm er lidt speciel: først kommer en trafikeret vejbro, så selve slusen og til sidst jernbanebroen. Det betyder, at slusepersonalet har nok at holde styr på – og det gjorde de godt.
Med alle broer og porte bag os satte vi kurs mod Berg, tæt ved Linköping. På vejen sejlede vi gennem den smukke sø Roxen – en af Östergötlands større søer. Den ligger mellem Norsholm og Berg og strækker sig ud i et åbent og idyllisk landskab. Søens vand kan være ret lavt nogle steder, men midt i det hele føles den stor og rolig. Bredden er præget af grønne skove og åbne enge – en smuk kontrast til den mere tekniske sluseverden.
Da vi nærmede os Bergs sluser, kunne vi allerede spotte den engelske båd fra Norsholm, som lå og ventede. De havde desværre ramt et tidligt luk – blot 10 minutter for sent til sidste passage. Vi lagde os også til og begyndte ventetiden. Efter omkring en time kom en slusemedarbejder hen og fortalte, at de var blevet forsinket af turbåde, som har fortrinsret i Göta kanalen. De håbede, vi kunne komme ind imellem to af dem – men sådan gik det ikke. Den første tur-båd blev forsinket, og dermed forsvandt vores chance.
Først klokken 17 blev det vores tur til at tage fat på de berømte Bergs sluser. Det er et imponerende system, hvor hele syv sluser forbinder Roxen med Bergs øverste havn. Sluserne ligger i en trappeformation og er blandt de mest spektakulære på Göta kanalen – både for sejlere og for tilskuere.
Men vi tog det med ro. Vi gjorde som vi plejede, og faktisk følte vi os nærmest som sluseeksperter efterhånden. Den eneste forskel var, at Birthe denne gang gik i land og fulgte med fra sluse til sluse – en ny vinkel på rejsen.
Ved 19-tiden var vi igennem den nederste del og nåede frem til Bergs øverste havn, som ligger nogenlunde halvvejs oppe i slusesystemet. Vi fandt hurtigt en god plads, fortøjrede Fru Bibi, og så var det tid til en velfortjent kaj-bajer.
Solen bagte stadig, og temperaturen havde sneget sig op over 30 grader i løbet af dagen. Vi sad der på dækket, trætte men tilfredse, og snakkede om, hvor meget vi efterhånden havde styr på slusning – og hvor sikre vi følte os i det hele taget. Det havde været en lang dag fuld af ventetid, hede og teknik – men også med smuk natur og små sejlerfællesskaber undervejs. Og vi var blevet endnu en oplevelse rigere.
