Fra Söderköping til Norsholm – gennem Göta kanalens grønne hjerte

Offentliggjort den 19. juli 2025 kl. 10.16

Efter en dejlig dag i den idylliske svenske by Söderköping besluttede vi os for at sætte kursen mod Norsholm – en strækning på Göta kanalen, som ifølge vores udleverede kanalguide ville byde på hele 12 sluser og en håndfuld broer. Turen var sat til at tage omkring seks timer, og vi var spændte på, hvad dagen ville bringe.

 

Allerede i Stegeborg havde vi mødt det herlige sejlerpar Svetlana og Claus, som sejlede i deres LM30. Vi havde fulgtes ad på den første del af kanalen, hvor vi havde sejlet forrest. Nu var det deres tur til at tage føringen. Lidt før klokken ni stævnede vi ud sammen – og heldet var med os! Vi mødte næsten ingen ventetid ved hverken sluser eller broer. Kun ét sted måtte vi holde tilbage i cirka 15 minutter, mens en af de store turbåde passerede – de har altid fortrinsret på kanalen.

 

Undervejs fandt vi en god rytme i sluserne. Birthe sprang rutineret i land med fortøjningerne og fik dem fastgjort, som de hjælpsomme slusemedarbejdere instruerede. De var altid klar med et smil, praktiske råd og en påmindelse om at få drukket rigeligt vand i varmen – og med temperaturer helt op til 32 grader føltes det nærmest som at sejle i Sydeuropa.

 

Göta kanalen mellem Söderköping og Norsholm er en af de smukkeste strækninger på hele ruten. Den slynger sig stille gennem det frodige landskab, forbi små gårde, grønne skove og åbne marker. Vandet ligger spejlblankt, kun afbrudt af fugleliv og de rolige skvulp fra bådene. Der hviler en særlig ro over området – en perfekt blanding af kulturarv og naturidyl.

 

Efter godt fem timer nåede vi Norsholm – en lille, fredelig by, hvor Göta kanalen krydser jernbanen og motorvejen mellem Stockholm og Göteborg. Her var rigeligt med plads, og vi fortøjrede Fru Bibi langsskibs. Der var lidt bøvl med landstrømmen i starten, men det fik vi hurtigt løst.

 

Så var det tid til dagens velfortjente “kaj-bajer”, som denne gang blev nydt i godt selskab hos Svetlana og Claus ombord på deres LM30. Sammen sad vi og talte om turen, de mange sluser og den ubarmhjertige varme – men med koldt øl og godt selskab, var det hele det hele værd.