Efter nogle afslappede og hyggelige dage i Töreboda var det blevet tid til at sejle videre ad Göta kanalen. Dagens mål var den lille havn i Lyrestad, og foran os lå en strækning med hele 11 sluser og flere broer – en klassisk Göta-kanal-etape med både teknik og tålmodighed.
Lidt før klokken ni kastede vi fortøjningerne og satte kursen mod dagens eventyr. Vi håbede på at være først ved den første bro – og det lykkedes! Præcis kl. 9 åbnede broen, og vi gled igennem sammen med et par andre både.
Strækningen mellem Töreboda og Norrkvarn er smuk og rolig, omkranset af frodige skove og åbne marker, hvor små bådehuse og gamle slusevokterhytter dukker op hist og her. Göta kanalen snor sig gennem landskabet som en grøn-blå livsnerve, og der er en særlig ro over det hele – kun afbrudt af summen fra broerne, der åbnes, og lyden af vand i bevægelse ved sluserne.
Nu begyndte nedslusningen – vi var altså nået til den del af kanalen, hvor man langsomt synker mod Vätterns niveau. Her er det en klar fordel at være forrest i slusen. Det gør manøvrerne lettere og giver lidt mere kontrol over situationen, især når man – som os – følges med to tyske både.
Ved den allerførste sluse indså vi dog hurtigt, at ventetid ville være en fast følgesvend på dagens tur. Et par store turbåde havde førsteprioritet, og deres passage betød, at vi måtte væbne os med tålmodighed. Men det er en del af charmen ved Göta kanalen – man lærer at tage tingene, som de kommer. Og en positiv sidegevinst er, at man falder i snak med andre sejlere, som også venter. Der opstår en særlig form for fællesskab i de små pauser – en blanding af rejselyst, nysgerrighed og fælles erfaring.
Hen på eftermiddagen – omkring halv to – nåede vi Norrkvarn og lagde til i den lille, charmerende havn for at vente på næste slusning. Norrkvarn viste sig at være et dejligt sted, hvor kanalen snor sig tæt op ad havneområdet, omgivet af grønne arealer og små hyggelige bygninger. Her fortøjede vi vores båd, Fru Bibi, og mens vi sad og betragtede livet omkring os, kiggede vi på hinanden og blev hurtigt enige: Vi bliver her mindst til i morgen. Så vi satte os ved kajen og nød en velfortjent kaj-bajer, mens solen spillede i vandoverfladen og roen sænkede sig over Norrkvarn.
