Efter en blæsende dag i Spiken havn havde vinden lagt sig i løbet af natten, og vejrudsigten lovede 7–10 m/s. Det var nok til at give lidt spænding uden at være for voldsomt, så vi besluttede, at tiden var kommet til at sejle videre. Klokken syv kastede vi fortøjningerne og satte kurs mod Vänersborg.
Første del af turen gik gennem skærgården ved Spiken – et fortryllende område med småøer, klippefremspring og smalle løb, hvor natur og vand smelter sammen i et næsten uberørt landskab. Vinden tog til, og vi kunne se bølgerne bryde mod klipperne udenfor skærgårdens læ. Vi udvekslede et blik, uden at sige noget – begge vidste vi, at snart ventede de store bølger på Vänern.
Da vi kom ud på selve søen, blæste det mere end de lovede 10 m/s, og dønningerne fra dagen før lå stadig og rullede. Nu var det bare om at holde godt fast. Fru BIBI hoppede og dansede fra side til side, men da vi satte forsejlet, faldt rytmen mere til ro. Alligevel blev det til lidt uro under dæk – en skuffe med nøgler og småting sprang op og tømte sig på gulvet – men trods bølgernes dans holdt Fru BIBI som altid støt kursen.
På den anden side af Vänern kunne vi ændre kurs, og straks blev sejladsen mere behagelig. Her nord for Vänersborg er Vänern mere åben og rolig, landskabet strækker sig lavt mod horisonten, og man fornemmer, at søen langsomt leder en ind mod byens liv.
Indsejlingen til Vänersborg bød på sine egne små spændingsmomenter. Trafikbroen med en frihøjde på 16,5 meter lod os akkurat glide under med masten, uden at skulle vente på åbning. Lidt længere fremme stod jernbanebroen allerede åben, så vi kunne fortsætte uhindret.
Ved halv to-tiden gled vi ind i Vänersborg havn, hvor der var rigeligt med pladser. Vi lagde Fru BIBI langs kaj, fortøjede og satte os i cockpittet. Her fik vi os en velfortjent kajbajer, mens vi morede os over søens vilde dans, som stadig sad i kroppen. Endnu en dag på vandet var til ende – fuld af vind, bølger og oplevelser.
