Den sidste del af Trollhättan-kanalen ventede os – fem store sluser, flere broer og i alt omkring 39 sømil frem mod Göteborg. Vi forlod Trollhättan lidt før klokken ni for at være klar, og vi håbede på at komme først ind i sluserne, så vi havde lidt mere frihed undervejs.
Mens vi ventede foran den første sluse, dukkede en svensk båd op. Før vi kunne nå at reagere, havde de presset sig foran os og lagt sig på tværs i indsejlingen. Vi måtte sætte FRU BIBI fuld bak for at undgå kollision – en oplevelse, der ikke just emmede af godt sømandskab. Vi lod svenskerne gå ind først, og alt gik nogenlunde roligt gennem den første sluse.
Men allerede i den næste sluse gentog det sig: den svenske båd manøvrerede uforudsigeligt, og igen måtte vi sætte FRU BIBI fuld bak for at undgå uheld. Heldigvis gik det uden skrammer, og vi besluttede os for at holde ekstra afstand resten af vejen. Herefter forløb sluserne stille og roligt.
Broerne var en anden historie. Hvor man i Göta Kanalen ofte føler, at bådene har førsteprioritet, er det omvendt i Trollhättan-kanalen. Flere gange måtte vi vente længe – op til en time – før en bro åbnede. Samlet set gav det omkring to timers forsinkelse, men vejret var heldigvis med os: solrigt med få skyer og op til 22 grader.
Da klokken nærmede sig syv, nåede vi endelig Göteborg og kunne sejle ind i Lilla Bommen. Vores plads var reserveret på forhånd, så fortøjningen gik let. Kort efter sad vi i cockpittet med en velfortjent, kold kaj-bajer. Turen havde været præget af ventetid ved broerne, men sluserne var gået glat, og stemningen var god.
Det var særligt hyggeligt at se, hvordan vi igen og igen mødte de samme både, som vi havde delt kanalerne med på rejsen. En påmindelse om, at sådan en sejltur er mere end bare en rute – det er også et lille fællesskab undervejs.
