Det var blevet tid til at sejle til Aalborg. Vi havde regnet os frem til, at hvis vi stævnede ud fra Hals omkring kl. 10, ville det passe perfekt med broåbningen kl. 13. Så lidt i ti blev fortøjningerne kastet, og vi satte kursen mod vest.
Vinden havde lagt sig helt, så det blev en tur for motor hele vejen. Limfjorden viste sig fra sin vante side: lavtliggende bredder med eng og småskov, enkelte fugleflokke i luften og de karakteristiske sandede rev, der stikker ud i vandet. Undervejs fik vi endda selskab af fjordens dyreliv – to marsvin brød vandoverfladen med rolige buer, og et par nysgerrige sæler fulgte os på afstand. En stille og rolig sejlads, krydret med små øjeblikke, der gjorde turen ekstra mindeværdig.
Planen med broerne holdt næsten. Ved trafikbroen måtte vi vente cirka 10 minutter, og ved jernbanebroen yderligere et kvarter. Da klokken rundede halv to, kunne vi endelig lægge Fru Bibi til på en gæsteplads. Vores egen plads var udlejet for en stund – noget vi havde aftalt med havnemesteren, da Finn ringede og fortalte, at vi ville ankomme lidt før end oprindeligt planlagt. Det gjorde dog ingen forskel; vigtigst var det, at Fru Bibi lå sikkert fortøjet.
Herefter kaldte traditionen: en velfortjent kaj-bajer på dækket. Resten af dagen stod på familiebesøg og lidt praktiske indkøb – en god blanding af hverdag og sommerhygge, som hører til livet på fjorden.
