Vi har valgt at blive liggende et par ekstra dage i vores hjemhavn i Aalborg. Birthe har desværre haft problemer med sin tommelfinger – en såkaldt springfinger, som gør ondt, hver gang den bliver brugt. Heldigvis har hun fået en blokade, og den er begyndt at virke. For en sikkerheds skyld har vi dog besluttet, at der skal gå nogle dage endnu, før vi stævner ud igen, så fingeren kan få ro og ikke bliver belastet af tovværket.
Dagene i havn bliver brugt på hygge, lidt småreparationer og vedligeholdelse af Fru Bibi, samt dejlige stunder med familie og venner. Det er skønt at kunne tage sig tid, inden eventyret til søs fortsætter.