I aftes besluttede vi, at næste mål på vores tur skulle være Hals – en strækning på lidt over 35 sømil. Tidligt næste morgen, omkring klokken seks, slap vi fortøjningerne i Rønnerhavnen. Vinden var næsten fraværende, og en let dis lå som et slør over vandet, da vi gled stille ud i morgengryet.
Allerede lige udenfor havnen blev disen tættere, og horisonten forsvandt. Vi vidste, at området var kendt for sine mange bundgarn, men radaren arbejdede trofast og viste os dem længe, før vi selv kunne ane konturerne. Det gav ro midt i den hvide tågedimma.
Da vi kom ud for Frederikshavn færgehavn, ændrede alt sig. Disen lettede, solen brød frem, og der kom lidt vind. Vi satte sejl og lod motoren arbejde med, mens vi skød god fart fremad. Havet lå næsten spejlblankt, kun brudt af små krusninger, som fik det til at ligne et let rynket klæde.
Lidt over halv et nåede vi Hals Barre – det lavvandede område foran Limfjordens munding. Her skal man følge renden nøje, for strøm og sandbund kan hurtigt drille. Men indsejlingen gik fint, og klokken kvart over et kunne vi fortøje Fru Bibi i Hals Havn.
Kort efter kom Mike fra havnen forbi og bød os velkommen. En lille, hyggelig gestus, der gjorde ankomsten endnu bedre. Og naturligvis rundede vi dagen af i cockpittet med en kold Kaj-bajer – den perfekte afslutning på en rolig og smuk sejlads.
