Efter nogle dage i Aalborg begyndte tankerne at kredse om endnu en tur ind i Limfjorden – efteråret var begyndt at sætte sit præg på landskabet, og vi længtes efter at opleve fjorden i de gyldne farver. Planen måtte dog udskydes et par dage, for Birthe kæmpede stadig med smerter i tommelfingeren, trods den blokade hun havde fået. Hænderne skulle have ro.
I mellemtiden lå Fru Bibi på en midlertidig plads. Vores egen var udlånt til en gæstesejler, og vi var allerede blevet flyttet flere gange rundt i havnen. Til sidst endte vi helt inde ved kajens afslutning, dér hvor bådene bliver sat på vogne og kørt op på sporsystemet til vinterpladsen. Vi spurgte havnemesteren, om det kunne give problemer, hvis nogen skulle have deres båd op, men han mente, at det ville gå uden besvær.
Søndag formiddag viste det sig dog at forholde sig anderledes. Der blev banket hårdt på skroget, og udenfor stod en meget bestemt bådejer, som insisterede på, at vi måtte flytte os straks – han skulle have sin båd op, og det kunne kun gøres på den måde, han plejede: med tilløb. Vi undrede os over, hvorfor en lille båd dog havde brug for så meget plads, men vi besluttede at lade det ligge og i stedet sætte kursen mod Nibe. Som vi konstaterede: ”Plejer er nu en mærkelig størrelse.”
Turen gennem Limfjorden mellem Aalborg og Nibe bød på modvind – 10 til 16 meter i sekundet, så det blev primært for motor. Strækningen er smuk, selv i hårdt vejr: fjorden snor sig bred og flad mellem lave kyster, hvor rørskove og små skovpartier veksler med marker og bakker. Små øer og vige giver et varieret indtryk, og selv på en blæsende dag er det let at fornemme roen, som fjorden rummer.
Da vi nåede Nibe Havn, tog vinden yderligere til. Vi lagde en plan for at fortøje Fru Bibi uden at belaste Birthes hænder, og det lykkedes uden problemer. Med båden sikkert fortøjret kunne vi endelig ånde ud.
Resten af dagen stod på frokost og en velfortjent kaj-bajer – et lille øjebliks stilhed og hygge efter en blæsende sejlads.
