Vi forlod Flemhuder See ved nitiden og gled stille ud i Kielerkanalen med kurs mod Marina Brunsbüttel. Morgenen var rolig, og vandet lå næsten spejlblankt mellem kanalens grønne bredder. Kielerkanalen kan godt blive lidt triviel at sejle på efter nogle timer, for kursen ændrer sig ikke meget, og landskabet flyder næsten umærkeligt forbi. Alligevel er der altid noget at holde øje med. Den tætte trafik gør, at man aldrig helt kan slappe af ved roret. Store containerskibe, tankskibe og anden erhvervstrafik passerer tæt forbi, og man mærker tydeligt, at kanalen er en vigtig færdselsåre mellem Østersøen og Nordsøen.
Strækningen fra Flemhuder See til Rendsburg bød på lange lige stykker, små skovområder og enkelte landsbyer, som dukkede op mellem træerne. Indimellem kunne vi høre togene i det fjerne eller se biler glide langs vejene på bredden. Der var en særlig ro over det hele, selv om trafikken på vandet var konstant. Vi fandt hurtigt rytmen ombord, hvor tiden næsten forsvinder mellem vagtskifte, kaffe i cockpittet og blikket, der hele tiden søger efter næste skib agterude.
Da vi nærmede os Rendsburg, ændrede stemningen sig lidt. Her var der mere liv langs kanalen. Folk cyklede afsted, biler fyldte vejene, og skolebørn kom gående med tasker på ryggen. Nogle var på vej hjem fra arbejde, andre skulle afsted, og vi kunne ikke lade være med at føle, at vi fik et lille indblik i hverdagen langs kanalen. Det var næsten som at være tilskuere til livet i Rendsburg, mens vi stille gled forbi midt i det hele.
Vi fortsatte videre mod Marina Brunsbüttel uden stop. Efter Rendsburg åbner landskabet sig mere op flere steder. Marker og brede enge afløser skovene, og vinden får lidt mere fat over det flade terræn. Kanalens monotoni vender tilbage, men på en mærkelig måde bliver det også meditativt. Man sidder og følger de store skibe, holder sin kurs og lader tankerne drive lidt med strømmen. Indimellem kom et fragtskib majestætisk forbi, så tæt at man virkelig fornemmede størrelsen og tyngden i stålet.
Hen på eftermiddagen begyndte vi så småt at kunne mærke, at dagens mange timer på kanalen sad i kroppen. Derfor var det også en rar følelse, da vi lidt før klokken 18 kunne sejle ind i Marina Brunsbüttel. Marinaen ligger helt tæt ved sluserne mod Elben, og man mærker straks den særlige stemning, der følger med et sted, hvor både fritidssejlere og den store skibstrafik mødes. Rundt om os lå sejlbåde fra flere lande, og ude fra kanalen kunne vi stadig høre den dybe rumlen fra de store skibe, der passerede mod sluserne. Samtidig var marinaen fredelig og velholdt, med solide broer og en rolig atmosfære, som føltes ekstra velkommen efter en lang dag på kanalen.
Vi fandt en god plads til Fru Bibi, og en venlig tysk sejler stod klar på broen og tog imod vores fortøjringer. Den slags hjælp luner altid efter mange timer ved roret.
Da vi lå sikkert fortøjret, kunne skuldrene endelig sænke sig helt. Det blev tid til en velfortjent kaj-bajer i cockpittet og en skive hjemmebagt rugbrød. Birthe havde nemlig bagt rugbrød undervejs på turen, og duften og smagen gjorde aftenen ekstra hyggelig. Vi sad længe og nød roen i marinaen, mens aftensolen langsomt faldt over masterne omkring os.
