Belgien eller Tyskland?

Offentliggjort den 8. juni 2026 kl. 12.04

Da vi afsejlede fra Aalborg, var vi enige om, at vi ville give os god tid og ikke sejle i træls vejr. Nu sidder vi i Amsterdam og venter på det, vi mener er det rigtige vejr til at komme videre ud på Nordsøen og ned gennem Den Engelske Kanal.

 

Vejrudsigten er rimelig ustabil og ændrer sig konstant. Vi vil gerne have 3-4 døgn med vind fra øst, så turen bliver behagelig, men lige nu ser det ikke særligt lovende ud. Vi har efterhånden været i Amsterdam i 12 dage, og vi er faktisk ved at kunne finde rundt i byen uden Google Maps.

 

Hvis vi ser tilbage på turen, kan vi også godt få tanken, at vi måske brugte lidt for meget tid inde i kanalerne. Der var perioder, hvor vejret var fint til sejlads på Nordsøen, og hvor vi måske burde have benyttet chancen og sejlet videre. Omvendt har turen gennem de hollandske kanaler været en stor oplevelse med hyggelige byer, broer, sluser og møder med lokale sejlere. Den del af turen ville vi bestemt ikke have undværet, selv om den måske har kostet os nogle gode vejr-vinduer undervejs.

 

Vi kan jo også se på VesselFinder, at der er flere sejlbåde, som sejler derude på Nordsøen i øjeblikket. Så helt umuligt er det tydeligvis ikke. Men vi må nok erkende, at vi er blevet lidt magelige. Vi vil gerne have det rigtige vejr, den rigtige vindretning og helst udsigt til en behagelig tur. Det ved vi godt, og det kan vi også godt smile lidt af.

 

Mens vi venter, er snakken derfor begyndt at gå på, om vi skal ændre planerne. Vi har mere lyst til at sejle end til at vente på vejret, og Tyskland gemmer stadig på masser af steder, vi ikke har besøgt endnu. Hvis ikke der havde været problemer med lukkede broer på den sidste del af den stående maste rute, var vi sandsynligvis i Belgien nu.

 

Det med at ændre planer og rute er noget af det, sejlere både elsker og hader. Man lægger en plan, men vejret og forholdene bestemmer ofte noget andet. Lige nu peger det derfor mere og mere i retning af, at Tyskland skal udforskes i stedet.

 

Indtil videre nyder vi livet ombord på Fru Bibi og holder øje med vejrudsigterne. Men mon ikke kursen snart bliver sat – spørgsmålet er bare, om den bliver mod sydvest eller nordøst på. ⚓😊