“Den er tæt!” råbte Birthe i forgårs og viste en tommel op. Den nye simmering var kommet med pakkeposten, og det tog heldigvis ikke lang tid at skifte den. Nu var Fru Bibi klar igen.
Vi havde besluttet at sejle afsted i går formiddag ved 9-tiden, så vi lige kunne nå fredagsbaren i Jachthaven KZ & RV Neptunus i Delfzijl. Det blev en hyggelig afslutning på vores ophold, hvor vi fik talt med mange af havnens medlemmer.
Inden vi sejlede, kunne vi heller ikke lade være med at tænke på, hvor stor en hjælp havnemesteren Samantha Schreuder har været for os. Siden vi begyndte vores eventyr i Holland, har hun med stort lokalkendskab hjulpet os med alt fra sluser, broer og vandveje. Hun går virkelig op i sit arbejde, og den slags engagement betyder meget, når man sejler i et fremmed land.
Straks vi kom ud af havnen, satte vi storsejlet, og da vi nåede ud på floden Ems, satte vi også forsejlet. Ems er den naturlige overgang mellem Holland og Nordsøen. Floden bliver gradvist bredere, tidevandet begynder for alvor at mærkes, og de store erhvervsskibe fylder mere og mere i landskabet. I længere perioder kunne vi standse motoren og lade vinden føre os det sidste stykke ud mod havet.
Da vi kom ud på Nordsøen, satte vi kurs mod nordøst. Strækningen mellem Ems og Elben er både smuk og krævende. Her møder man åbent hav, store vindmølleparker og nogle af Europas mest trafikerede sejlruter. Der er masser at holde øje med, og man bliver hele tiden mindet om, at man deler havet med skibe, som er mange hundrede meter lange.
Vejrudsigten havde lovet gråvejr med lidt sol og 3-6 m/s fra nord. Det holdt kun den første times tid, hvor solen også lige nåede at kigge frem mellem skyerne.
Pludselig fik vi besøg af en tårnfalk, som satte sig på båden mindre end to meter fra os. Den sad helt roligt og kiggede på os, som om den lige skulle hvile sig et øjeblik. Vi skyndte os at række ud efter telefonen, men i samme øjeblik lettede den og forsvandt igen. Det blev et af de øjeblikke, man husker, selv om der ikke kom noget billede ud af det.
Kort efter ændrede vejret sig markant. Vinden drejede mere mod øst og tog til 6-10 m/s, og så kom den berygtede Nordsøtåge. På få minutter blev sigten meget dårlig, samtidig med at bølgerne byggede sig op.
Vi hjalp hinanden med hele tiden at holde øje med både AIS og radaren. AIS er et system, hvor skibene automatisk sender oplysninger om deres position, kurs og fart til hinanden. Det giver et godt overblik over trafikken omkring os, og sammen med radaren var det en stor hjælp, mens tågen lå tæt over havet. En enkelt gang talte vi med en anden båd over VHF, bare for at være helt sikre på, at vi havde forstået hinandens kurs.
Vi sejlede selvfølgelig ikke i trafikruten, som er forbeholdt erhvervsskibene, men holdt os i “rabatten” lige udenfor ruten.
Efter fem-seks timer lettede tågen lige så pludseligt, som den var kommet. Det skete netop, som vi nærmede os ankerpladsen for de store skibe. Pludselig dukkede de op af disen, og nogle af dem var så store, at man næsten følte sig helt lille ombord på Fru Bibi. Det er fascinerende at opleve havets giganter på så tæt hold.
Et par timer før indsejlingen til Elben fik vi strømmen imod os, og farten faldt mærkbart. Heldigvis varede modstrømmen kun omkring tre timer.
Indsejlingen til Elben er altid en oplevelse. Her mødes trafikken fra Hamborg, Kielerkanalen og Nordsøen, og man mærker tydeligt tidevandets kræfter. Der er travlt på vandet, men samtidig er det en tilfredsstillende følelse at vide, at målet er tæt på. Da Cuxhaven langsomt dukkede op foran os, vidste vi, at dagens lange sejlads snart var slut.
Vi fandt hurtigt en ledig plads, fortøjrede Fru Bibi og åbnede en velfortjent kaj-bajer. Efter 22 timer på vandet var vi godt trætte, men også glade. Det havde været en lang sejlads med både stille sejlads, tåge, modstrøm og store skibe – endnu en dag, som vil blive husket, når vi en dag ser tilbage på vores eventyr.
