Da vi sejlede gennem Kielerkanalen i starten af maj, fik vi et godt tip af en sejler, som vi faldt i snak med, da vi blev sluset ind i kanalen. Han fortalte om en lille overnatningsplads i Gieselaukanalen, lige før den første sluse. Dengang sprang vi den over, men vi blev enige om, at den måtte vi besøge senere på året.
Så ved halv ti-tiden satte vi kursen fra Brunsbüttel mod Gieselaukanalen. Lige inden afgang havde en regnbyge passeret havnen, men da vi kastede fortøjningerne, brød solen frem. Resten af turen sejlede vi i dejligt sommervejr med blå himmel og kun enkelte skyer.
Strækningen fra Brunsbüttel til Gieselaukanalen er den vestlige del af Kielerkanalen. Her følger man den brede, rolige kanal gennem et frodigt landskab med skov, marker og små landsbyer i det fjerne. Kanalen er kendt for sin tætte erhvervstrafik, men om sommeren deles den i høj grad med lystsejlere, og det giver en helt særlig stemning. Selvom der er trafik, opleves sejladsen afslappet, fordi vandet næsten altid er roligt, og man glider stille afsted mellem de grønne bredder.
Vi kunne tydeligt se, at sommeren havde fået fat. Siderne langs kanalen var blevet meget grønnere, og beplantningen var langt tættere end sidst vi var her. I maj mødte vi kun ganske få lystsejlere og mest store fragtskibe, men denne gang var lystbådene klart i overtal.
På et tidspunkt hørte vi en fugl synge inde fra sivene langs bredden. Sangen var så smuk, at vi måtte finde ud af, hvad det var. Det viste sig at være en rørsanger, som lever skjult mellem tagrør og siv, men som gør sig bemærket med sin livlige sang. Det var et af de små øjeblikke, hvor man lige bliver mindet om, hvor meget natur der også er langs en af Europas travleste vandveje.
Lidt før klokken to drejede vi ind i Gieselaukanalen, og kort efter fandt vi den plads, vi havde hørt om. En lang kaj på begge sider af kanalen gav god plads til gæstende både. Der lå kun få både, da vi kom, og vi fik hurtigt øje på den danske båd Brumbassen fra Bogense. Efter vi havde fortøjet Fru Bibi, fik vi en hyggelig snak med besætningen.
Herefter var det tid til dagens kaj-bajer – denne gang ledsaget af en god ostemad. Frokosten havde vi spist undervejs, mens Fru Bibi stille gled gennem kanalen, så nu kunne vi bare læne os tilbage og nyde roen. Endnu et godt sejlertip havde vist sig at holde stik, og vi kunne se frem til en stille aften ved den lille kanal, som allerede føltes som et af de steder, man gerne vender tilbage til.
