Sejltur med Fru Bibi – fra Gieselaukanalen til Rendsburg

Offentliggjort den 17. juli 2026 kl. 17.00

Overnatningspladsen før slusen til Gieselaukanalen viste sig at være lidt af en perle. Den lille havn havde en lang kaj på begge sider af kanalen, og der var containere til affald, hvilket gjorde det nemt at komme af med dagens skrald. Der var hverken strøm eller mulighed for at tanke vand, men det gjorde ikke så meget. Midt i den ellers ret ensartede Kielerkanal var det et skønt sted at ligge for natten.

 

Vi havde besluttet, at dagens mål skulle være Rendsburg. Klokken ni kastede vi fortøjningerne og sejlede gennem det smukke stykke af Gieselaukanalen tilbage mod Kielerkanalen. Her er naturen tættere på, sivene står langs bredden, og træerne spejler sig i det stille vand. Det er svært ikke at nyde kontrasten, inden man igen kommer ud på den travle kanal.

 

Kielerkanalen føles næsten som skibenes autobahn. Kanalen blev bygget for at give skibene en hurtig og sikker genvej mellem Nordsøen og Østersøen, så de slipper for den lange og ofte barske tur rundt om Skagen. Derfor er den i dag en af verdens mest trafikerede kunstige vandveje, hvor store containerskibe, tankskibe, krydstogtskibe og lystbåde deler den samme rute.

 

Strækningen fra Gieselaukanalen til Rendsburg er præget af lange, lige stræk, velholdte bredder og et konstant liv på vandet. De store skibe glider roligt forbi med imponerende præcision, mens små lystbåde holder godt til siden. Undervejs passerer man grønne enge, skovområder og små landsbyer, som giver lidt variation til den ellers meget lige kanal. Solen skinnede fra en skyfri himmel hele vejen, og det gjorde turen ekstra behagelig. Selvom kanalen er skabt til effektiv transport, er der alligevel en særlig ro over at sejle gennem landskabet og følge den stille strøm af skibe mod øst og vest.

 

Ved tolvtiden fortøjrede vi i Yachthafen Rendsburg og fandt hurtigt en god plads. Motoren blev slukket, fortøjningerne gjort fast, og så var det tid til en velfortjent frokost. Den blev naturligvis fulgt op af en dejlig kold kaj-bajer i solen, mens vi nød endnu en vellykket dag ombord på Fru Bibi.