Efter nogle gode dage i Rendsburg, hvor vi blandt andet fik snakket med nogle danske sejlere, var det igen tid til at gøre klar til næste etape. Det er altid hyggeligt at møde andre danskere og få en snak på vores modersmål, især når man er langt hjemmefra.
Dagen før afsejlingen bankede det pludselig på Fru Bibi. Udenfor stod Claus, en sejler vi lærte godt at kende sidste år, da vi sejlede gennem Göta Kanal i Sverige. Han havde set på Sailserver, hvor vi lå, og da han alligevel skulle på arbejde i nærheden, tænkte han, at han lige ville kigge forbi. Det blev til en kop kaffe ombord og en god omgang sejlerhistorier. Det er netop sådan nogle uventede møder, der gør livet som sejler helt særligt.
Her til morgen, lidt over klokken otte, kastede vi fortøjningerne og satte kurs mod Kiel. Vejret var gråt, og en let vind fulgte os det meste af turen. Strækningen fra Rendsburg mod Kiel er en af de smukkeste på Kielerkanalen. Bredden bliver mere kuperet, skovene kommer tættere på vandet, og de små kabelfærger, som sejler frem og tilbage mellem kanalens bredder, er et hyggeligt indslag. Samtidig glider de store fragtskibe forbi med imponerende præcision, og kontrasten mellem de enorme handelsskibe og de små lystbåde gør altid indtryk. Kanalen føles næsten som en rolig landevej på vandet – bare med skibe fra hele verden.
Lidt før klokken elleve nåede vi slusen ud mod Kiel Fjord. Over VHF’en hørte vi, at der ville blive åbnet for lystbåde om cirka 45 minutter, så vi lagde os ved ventebroen.
Her begyndte dagens mest spændende oplevelse.
En stor stålsejlbåd skulle også vente og ville lægge sig uden på os. Det var der som udgangspunkt ikke noget problem i, men det viste sig hurtigt, at skipperen ikke havde kontrol over den tunge båd. Vi måtte løbe frem og tilbage på Fru Bibi for at holde den fri af vores skrog og undgå skader. Heldigvis lykkedes det ved fælles hjælp at få båden fortøjet sikkert.
Da slusen endelig åbnede for lystbådene, og stålsejlbåden var kommet fri af vores side, gav Finn Fru Bibi lidt ekstra gas. Vi turde ganske enkelt ikke ligge tæt på den båd inde i slusen.
Inde i slusen var der både en del vind og strøm, og det sted på den ellers brede flydebro, hvor vi blev nødt til at fortøje, var et af de smalle stykker. Det krævede lidt ekstra arbejde at få Fru Bibi lagt helt korrekt til. Imens vi stadig var optaget af vores egne fortøjninger, spurgte en anden dansk båd, om vi kunne give en hånd. Det måtte vi beklageligvis sige nej til – vi skulle først have Fru Bibi sikkert på plads.
Netop som vi troede, at roen havde sænket sig, kunne vi se stålsejlbåden ligge på tværs af slusen med stævnen presset op mod en anden sejlbåd, som den forsøgte at lægge sig uden på. Begge besætninger løb rundt i et forsøg på at få kontrol over situationen.
Nu var Fru Bibi sikkert fortøjet, så Finn sprang over på den anden båd for at hjælpe med trosserne. Ved fælles hjælp lykkedes det at få styr på situationen, og kort efter kunne Finn vende tilbage ombord.
Da sluseporten endelig åbnede ud mod Kiel Fjord, var vi ikke længe om at komme afsted. Vi kunne ikke lade være med at smile, da vi hurtigt fik lagt god afstand til stålsejlbåden.
I Rendsburg havde vi fået anbefalet Sporthafen Wik af en dansk sejler som en rolig og hyggelig havn, og det viste sig at holde stik. Vi fandt en god plads, fortøjede Fru Bibi og kunne endelig sætte os til en velfortjent frokost og en kold kaj-bajer.
Mens vi sad der, talte vi om dagens oplevelser. De mindede os om, hvor vigtigt det er at øve havnemanøvrer. Da vi fik Fru Bibi, brugte vi flere dage i vores hjemhavn på at sejle frem og tilbage, lægge til og bakke ud igen og igen. Det kan måske virke lidt kedeligt, men den træning giver ro, når forholdene bliver vanskelige, og kan være med til at forebygge situationer som den, vi havde været vidne til denne dag.
Det blev en dag med en flot tur gennem Kielerkanalen, lidt mere spænding end vi havde ønsket os og endnu en god påmindelse om, at man aldrig bliver færdig med at lære som sejler. Fortøjet sikkert i Sporthafen Wik kunne vi endelig puste ud, nyde frokosten og en kold kaj-bajer – og være glade for, at dagens udfordringer var endt godt for alle.
