Hvorfor er vi på vej nordpå?

Offentliggjort den 3. august 2026 kl. 15.45

Der er flere, der spørger, hvorfor vi er i Danmark og på vej nordpå, når planen egentlig var at fortsætte mod England og Skotland.

 

Da vi startede på den stående masterute gennem Holland, vidste vi godt, at to broer ved Haarlem var under renovering og først forventes at kunne åbnes igen engang i 2028. Derfor var planen fra begyndelsen, at vi skulle sejle helt til Amsterdam og derfra ud på Nordsøen og videre gennem Den Engelske Kanal. At afmontere masten var aldrig en løsning, vi havde lyst til.

 

Vi gav os rigtig god tid gennem Holland. Vi nød de smukke kanaler, de hyggelige byer og de mange gode snakke med hollænderne. Samtidig var der fantastisk sejlvejr på både Nordsøen og Den Engelske Kanal, og mange både som vores sejlede sydpå eller krydsede kanalen.

 

Da vi nåede Amsterdam og var klar til at fortsætte, slog vejret om. I mere end fjorten dage stod den på 10–15 m/s fra syd og vest – ikke ligefrem forhold, vi havde lyst til at sejle i. På det tidspunkt måtte vi erkende, at vi nok havde givet os lidt for god tid gennem Holland. Set i bakspejlet havde det været smartere at sejle lidt hurtigere gennem kanalerne og ud på Den Engelske Kanal, mens vejrvinduet stadig var der.

 

Til sidst besluttede vi at vende skuden og sætte kursen nordpå mod Danmark. Det var den rigtige beslutning for os. I stedet for at presse os afsted valgte vi at nyde hjemturen og tage oplevelserne med undervejs.

 

Hele forløbet har også lært os noget. Næste gang vi kommer til at vente på et godt vejrvindue, bliver vi ikke nødvendigvis liggende i den samme havn. Vejrudsigterne er i dag så præcise, at vi som regel kan nå tilbage og være klar, når det rigtige vejr kommer. Derfor kan vi lige så godt bruge ventetiden på at besøge andre havne inden for en dags sejlads og få endnu flere oplevelser med på vejen.

 

For os handler langtur ikke om at komme hurtigst muligt frem. Den handler om oplevelserne undervejs, og dem får vi kun flere af, når vi giver os tid til at udforske de steder, vi ellers ville være sejlet forbi.